Reglerne for indførsel af planter og planteprodukter fra lande uden for EU betyder, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande udenfor EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat.
Det gælder også for rejsende, som medbringer planter og planteprodukter i bagagen; ligesom reglerne også er gældende for mindre mængder af planter og planteprodukter.
De eneste undtagelser fra disse regler er frugter af ananas, kokosnød, banan, durian og daddel, som frit kan indføres.
Hvis du medbringer planter til plantning, herunder visse typer af frø til udsæd, fra lande udenfor EU, skal disse følges af et plantesundhedscertifikat og anmeldes til import. Varen vil derefter blive importkontrolleret af Landbrugsstyrelsen. Du skal være opmærksom på at der er udgifter forbundet med importkontrollen.
Hvis du medbringer frugter, grøntsager, afskårne blomster eller andre levende plantedele, der ikke er bestemt til plantning, fra lande udenfor EU, vil der stadig være krav om plantesundhedscertifikat, men produkterne skal ikke anmeldes til import.
Reglerne indebærer desuden, at flere typer af planter til plantning er omfattet af forbud mod import. Reglerne skyldes en EU-forordning, som kaldes Plantesundhedsforordningen og har til formål at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr, som kan følge med planteprodukter. I Importvejledningen kan du læse mere om importforbudte planter, særligt afsnit 2.4 (importforbud) og afsnit 2.2. og 2.3. om plantesundhedscertifikatpligtige produkter.
Du finder vejledningen her: Vejledning om import af planter og planteprodukter
Du kan læse mere om de specifikke regler på Landbrugsstyrelsens hjemmeside her: Importregler for private
Du finder svar på de mest stillede spørgsmål omkring importregler for privatpersoner her: FAQ importregler for private
Søg